Jeg er nu i 21. uge, og min mave er stadig ikke særligt stor. Jeg har altid sovet bedst på maven, og kan stadig godt lide det, dog med det ene ben trukket godt op, så jeg ligger lidt skråt.
Nu er mine veninder delt i to grupper. En gruppe der siger, at jeg skal holde op med at ligge på maven NU for ikke at mase baby, og en gruppe der siger, at jeg helt holder op af mig selv, når det bliver ubehageligt (og at hvis det er ubehageligt for baby, så skal det også nok være ubehageligt for mig).
Bør jeg lade være med at ligge på maven og kan jeg gøre skade på den lille? Efter mine veninder har sagt, at jeg skal lade være, så vågner jeg hver gang, jeg skal vende mig, da jeg er nervøs for, at jeg vil lægge mig på maven.
Du kan roligt ligge på maven så længe du kan. Barnet ligger i en vandfyldt rum og man kan som bekendt ikke presse vand sammen kun ændre formen. På et tidspunkt vil det være ubehageligt for dig at ligge på maven og så vil du ændre stilling til, hvad der er mest behageligt for dig. Ingen grund til bekymring.