Kameraerne og videokameraerne bliver bedre og bedre både i billedkvalitet og betjening. Det er altså intet problem at medbringe sit kamera alle vegne og selvfølgelig også på fødestuen når ”lillen” bliver født. Det er også dejligt at have BILLEDER af den store begivenhed. Men I mange tilfælde bliver der ikke kun taget billeder, der bliver også videofilmet på livet løs, og det begynder såmænd ofte med full screen af mors mest private dele. Det virker naturlig nok mens det står på, men bagefter kan jeg slet ikke forestille mig, hvad sådan en sekvens kan bruges til. Levende billeder forstærker meget. Det er komplet uegnet til at vise for andre og jeg kan forestille mig som kvinde at jeg ville være noget mellemfornøjet ved at have sin ”undervogn” til offentlig skue eller fremvist ved selskabelige lejligheder med venner og bekendte. For mig er det altså stadig lidt privat at føde børn.