Olivia er i 37. graviditetsuge. Det vil sige, at der kun er cirka 3 uger til hun har termin. Hun kommer på fødegangen, fordi der er en læge på vagt, som har et ganske særligt speciale. Han har stor øvelse i at vende børn fra sædestilling til hovedstilling. Olivias barn vendt sig, så det sidder med numsen nedad. Det er nemmere at føde børn, der har hovedet nedad, så derfor vil man forsøge at vende barnet. Olivia venter sit første barn og har haft en fuldstændig problemfri graviditet, og barnet er ikke skønnet for stort. Barnet vejer cirka 2.800 gram nu.
Olivia er meget spændt på det hele og lettere nervøs. Hun har indvilliget i at forsøge at få barnet vendt, fordi hun gerne vil føde selv. Hun har på forhånd fået at vide, at det ikke er sikkert, at man kan vende barnet, og hvis det ikke kan lade sig gøre, skal hun føde ved et planlagt kejsersnit om nogle uger. Olivia bliver mødt af en jordmoder, der begynder at gøre klar til vendingen. Olivia bliver lagt på sengen på en fødestue med fodenden hævet. Derefter får hun noget medicin, der skal afslappe livmodermuskulaturen. Derudover sætter jordemoderen to bælter med hver en føler på hendes mave. Den ene føler registrere barnets hjertefrekvens, den anden registrere livmodermusklens sammentrækninger. Hun skal ligge sådan omkring en halv time, før man vil forsøge at vende barnet. Efter en halv time er Olivias nervøsitet ikke blevet mindre. Hun synes, at det er ubehageligt at ligge på ryggen og alting tynger opad, desuden har hun fået lettere hjertebanken. Olivia er taget på fødeafdelingen alene, men hun har senere ringet til sin mand og bedt ham komme for at stå hende bi. Jordemoderen har beroliget med, at hjertebanken er en bivirkning, man kan få af den muskelafslappende medicin hun har fået, men at det er ganske ufarligt og snart forsvinder igen.
Læge kommer ind og hilser på Olivia. Han forsøger at berolige hende og de beslutter at vente på, at Olivias mand skal komme, så han kan være med til vendingen og holde hende i hånden, mens det sker.
Da alle er klar fjerner jordemoderen de bælter, der har været spændt om Olivias mave. Lægen placerer sin ene hånd lige over Olivias kønsben og presser sin hånd dybt ned i livmoderen. Her får han let løftet barnets numse op. Hans anden hånd har fat om barnets hoved og forsigtigt skubber han barnet rundt. Barnet følger villigt med. På halvvejen stopper han, og jordemoderen lytter efter barnets hjertelyd, der hurtigt klinger ud i rummet. Det lyder ikke det mindste anstrengt, så lægen fortsætter med at skubbe barnet rundt. Olivia får kraftig halsbrand af, at nogen skubber rundt med hendes barn, og hun knuger sin mands hånd og spørger, hvor langt der er igen. Lægen slipper hendes mave og svarer, at nu er barnet vendt. Jordemoderen lytter igen til hjertelyden, som stadig er perfekt. Olivia og hendes mand drager et lettelsens suk og Olivia kan slappe af. Jordemoderen sænker fodenden og rejser hovedenden på sengen, så hun kommer en smule op at sidde. Igen skal der bælter om maven. Man overvåger barnets hjertefrekvens igen en halv time efter vendingen. Olivia og hendes mand er tydeligvis lettede og Olivias mand siger, at han er forundret over, hvor meget lægen pressede ind i maven. ”Nu er jeg ikke så bange for at skubbe til maven” siger han.
Efter en hav time er barnet stadig i hovedstilling. Olivia og hendes mand forlader igen fødeafdelingen. Læge kan føje endnu en succes til i sit speciale, men indrømmer at det kun lykkes ham at vende lidt over halvdelen af tilfældene.
Kun cirka 3 % af alle børn har ikke vendt sig med hovedet nedad, når de når fødselstidspunktet. Man forsøger at vende i 37. uge, fordi der på det tidspunkt er mest fostervand i forhold til barnet, og dermed bedst plads. Hvis man som Olivia har et barn i sædestilling omkring 36-37 uge, kan man selv forsøge at vende barnet. Du kan læse her hvorledes du selv kan forsøge