Man kan selvfølgelig ikke måle lykke eller glæde.
Men det er som om, at det nogen gange er et større mirakel og en større lykke, når et barn bliver født. Sådan var det da Karoline og Jan fik deres første barn for få dage siden. Det blev en lille pige på 2980 gram, født lidt før tiden. Hun er fin og sund og rask. Graviditeten havde næsten varet 5 år. På den måde at Karoline først havde været gravid nogle gange, men aborteret efter 3-4 måneder. derefter var det et år med udredning for, hvad der kunne være ivejen. derefter behandling med ægmodnende hormoner og flere fertilitetsforsøg. Uden held.
Men for 9 måneder siden, fandt de et godt æg i Karolines æggestok og en spændstig sædcelle hos Jan og så var trikket gjort.
Graviditeten havde været uden besværligheder, men både Karoline og Jan synes at graviditeten har været som en ørkenvandring. De har i årevis ventet og håbet så mange gange, at de næsten ikke turde tro at Karoline virkelig var blevet gravid. Men angsten for at noget uheldigt skulle ske, har ligget lige under overfladen. Lettelsen var derfor enorm da fødsen 3 uger før termin gik i gang af sig selv og at Karoline fødte lille Edith.
Behøver jeg at sige at de to forældres lykke er uden ende.